Note: This one is made by niece, Tyra. Unfortunately it is in Danish only but trust me when I say it’s really good!
Som når en tyk tåge lægger sig foran en i øjenhøjde, sådan føltes det, momentet efter jeg havde købt min envejsbillet til Vietnam. Penge og planer var der ikke så mange af, og erfaring som solorejsende var der intet af. Det var første gang i mit liv, at jeg havde handlet så aktivt efter noget, hvor jeg ikke anede hvad udfaldet blev. Tidligere skift eller omvæltninger i mit liv kunne godt have fået min fremtid til at se tåget ud, men en eller anden forestilling eller fordom havde altid lyst igennem. Denne gang var tågen så tyk og uigennemtrængelig, at den nægtede mig nogen form for ide om, hvad min fremtid i Vietnam ville bringe. Men som følge af tågen kommer solen. Og jeg fik ikke kun solen at se, men havet – eller oceanet som min onkel kaldte det – oceanet af rejsens muligheder.
En måneds-tids søgen efter min ankomst i Ho Chi Minh og jeg havde en ny Vietnamesisk familie, der passede på mig som deres egen, i forbindelse med at jeg ydede frivilligt arbejde, gratis, for en nyligt-opstartet Vietnamesisk nonprofitorganisation. Hvor var jeg dog heldig! Jo, det var jeg, og det måtte jeg erkende overfor dem derhjemme (særligt mange gange overfor dem der havde grint af min spontane ide og klappet mig på skulderen med en afskedende kommentar: “Vi ses om et par uger”). Jeg havde nogle gode kontakter, og det var ekstremt heldigt, for det var jo kontakterne, der havde skabt muligheden, ikke mig selv. Men hvad er held, når det kommer til at skabe muligheder for sig selv? Er det noget særligt, der kun opstår hos nogle enkelte ‘heldige’, eller kommer det altid til alle dem, der søger det? Thomas Jefferson er kendt for sit citat: “I am a great believer of luck. I find, the harder I work, the more I have of it”, og han må om nogen vide hvordan man skaber muligheder for sig selv og andre. Men det var jo min onkels kontakt, der havde skabt lige præcis den mulighed med det frivillige arbejde. Og i øvrigt havde jeg aldrig fået mod og inspiration til selv at rejse herned på de få betingelser, havde det ikke været for ham, og de eksemplariske oplevelser han havde fået ud af rejsens muligheder.
Men da jeg fortalte folk derhjemme, hvad jeg havde gjort, var de flestes reaktion noget i stil med, at det var “typisk mig” at bare tage af sted uden penge eller planer. Jeg undrede mig lidt over, hvorfor de synes, det var typisk mig, da jeg ikke selv synes, jeg nogensinde havde gjort noget lignende før, og til det svarede de, at det var fordi, at kun jeg kunne gøre sådan noget og rent faktisk ende med at få noget godt ud af det. Også andre rejsende som jeg mødte på min vej, virkede over-imponerede over min historie, som om det ikke var noget, de havde set som en mulighed. Er oceanet af muligheder, som min onkel lærte mig om, så kun noget nogle bestemte mennesker får adgang til? De andre rejsende var jo i Vietnam ligesom mig, men kunne ikke se de samme muligheder, som jeg havde set. På den anden side søgte de måske heller ikke efter dem. Der er vel forskel på, at rejse ind i muligheder og så at vente derhjemme på muligheden for at rejse.
Og når man først er i oceanet af muligheder, er det et stort ocean. Når man står og sopper ved vandkanten, ser oceanet måske ikke så stort ud. Det rækker kun lige ud til horisonten. Men som man svømmer længere og længere ud, møder man flere og flere muligheder, og hver mulighed bringer en ny mulighed med sig. Pludselig er man svømmet så langt ud, at man er forbi horisonten, som man kunne se fra vandkanten, og der er stadig massere af ocean både foran én, bagved én, ved siden af én og under én. Når først du har kastet dig ud i oceanet, er der ingen begrænsninger, og du kan helt selv vælge hvor du vil svømme hen.
Der findes selvfølgelig farlige dyr og skarpe sten på havets bund, som man kan komme til at skære sig på. Eksempelvis måtte jeg forlænge mit ophold på et hostel flere gange, fordi jeg ikke vidste hvornår min værtsfamilie kunne tage imod mig. Men da jeg til sidst ikke kunne forlænge længere, blev jeg hurtigt mindet om, at jeg stadig befandt mig i oceanet. Jeg gik op på værelset, som jeg delte med 9 andre, og fortalte at jeg var nødt til at finde et nyt sted at bo i dag. En engelsk pige som var i gang med at pakke sine ting, forklarede, at hun var på vej til at flytte ind i hendes nye lejlighed, som hun havde lejet, mens hun skulle bo og undervise Engelsk her, og tilbød straks, at jeg skulle flytte ind med hende, hvis jeg ikke fandt på noget. Hun vidste også tilfældigvis, at den skole hun skulle undervise på søgte mange ‘native English speakers’, og kunne da sikkert sagtens hjælpe mig med at finde et job der. En anden Tysk fyr på værelset delte sit kendskab til en facebook-gruppe ved navn ‘Job Opportunities for Locals and Expats in Ho Chi Minh’. Et klik og en kommentar ind på et opslag fra en mand, Sam, der for nylig havde startet sit eget Engelskcenter i sit hjem og søgte engelsktalende frivillige, og jeg havde et gratis sted at bo, så længe jeg ønskede, og så længe jeg satte 2 timer af om dagen til at undervise hans elever.
Pudsigt at på vej ned for at tjekke ud af hotellet stødte jeg ind i et skilt, jeg ikke havde set før. Hver gang jeg havde været nede i receptionen før i tiden, havde jeg været stresset over, at min tid var ved at være opbrugt, og havde ikke haft overskud til at kigge mig omkring. Denne gang var jeg helt rolig, og tog min tid til at sige farvel til stedet. Skiltet som jeg havde opdaget, afslørede, at de søgte arbejdere med gode engelskkundskaber, og som ville være frisk på, at have et job som tour-arrangør for gæsterne på hostellet. “Den bedste måde at få lov at møde nye mennesker på, og samtidigt en mulighed for at tjene penge på at udforske landet”. Ja, sikke en mulighed, tænkte jeg på vej ud af døren.
Mit humør var tårnhøjt, og jeg havde lyst til at bruge mit overskud på en lille udfordring. Jeg ville benytte mig af lokalbussen for at nå frem til mit nye hjem i stedet for den nemmere og dyrere løsning, der bestod i at række hånden ud efter en taxa. Det viste sig at være en spændende oplevelse for de lokale, som ikke virkede som om, de ofte så turister i deres bus. Straks satte der sig en kvinde ved siden af mig, og ville snakke. Jeg spurgte ind til hvor hun havde lært at tale så flot engelsk, og hun introducerede mig for en klub ved navn Mastercup. Klubben sammenbragte lokale og udefrakommende, der havde lyst til at lære vietnamesisk eller engelsk via samtale over en kop kaffe. En oplagt mulighed for at møde flere nye mennesker, engagere sig i kulturen, og lære et helt nyt sprog gratis.
I den tid jeg boede i Vietnam, fik jeg besøg af min onkel og hans kæreste nogle af dagene, og de tog mig til et af de smukkeste naturområder i Vietnam. Da vi ankom, fik min onkel øje på et bjerg, som han fik lyst til at bestige. Efter meget snak fra både ham og hans kæreste om hvor smuk udsigten måtte være, for det her område var jo fyldt af rå natur og uendelige rismarker, tog det ikke meget overtalelse, før de fik mig med på bjergbestigningen. Vejret var en ubehagelig blanding af varmt og koldt, luften var tæt og klam, og det synes svært at finde den rigtige temperatur. Jeg var på ingen måde forberedt på denne udflugt, og havde det mest upraktiske fodtøj på, hvilket de smertende vabler mindede mig om, for hvert skridt jeg tog. Men bjerget var heller ikke højere end som så, og det ville være for pinligt ikke at gennemføre, for ikke at nævne en skam når nu udsigten skulle være så flot. Så jeg kæmpede mig min vej op uden at kigge mig tilbage, og da mine fødder nåede toppen af bjerget, var forventningerne i den grad fulgt med. Det var derfor en stor skuffelse, da jeg vendte mig om, at blive mødt med synet af en tyk tåge, der blokerede for den eftertragtede udsigt. Min skuffelse blev dog afbrudt brat af min onkels udbrud: “Nej hvor er vi heldige, at vi får lov at opleve det her”, hvortil jeg svarede, at vi jo ikke kunne nyde udsigten for tågen. “Jamen så nyd tågen!”, var hans svar, “Har du nogensinde set så smuk en tåge?”.
Tåge har det med at blive forbundet med tristhed, og får ofte folk til at blive indendøre. Den er ubehagelig, kan føre en på vildspor og blokerer udsigten, men noget jeg har lært af min onkel og af den tur på bjerget er, at man kan lære at nyde tågen. Følelsen af uheld over at have det forkerte fodtøj og udfordrende vejr blev erstattet af følelsen af held over at opleve en uventet udsigt. På samme måde som at jeg følte mig heldig at have mødt Sam, fremfor uheldig over at der var booket op inde på værelset. På samme måde som at selvom jeg først blev mødt med tågen, er min historie blevet til en solstrålehistorie. Til alle dem der ønsker at rejse, kan jeg kun sige: gør det. Hvis du ikke føler at muligheden byder sig – så rejs ind i muligheden. Hvis du føler tågen står i vejen, så prøv at kast dig ud i den og se om ikke du finder solen, der skinner over et smukt ocean på den anden side.